Pædagogikum

I pædagogikum på Nykøbing Katedralskole


Nykøbing Katedralskole er en stor arbejdsplads med et lærerkollegium på ca. 80 lærere. Vi har en stor aldersspredning i lærerkollegiet, bl.a. med mange unge lærere – kandidater i pædagogikum, nyuddannede gymnasielærere og årsvikarer. Vi er en gammel skole med atmosfære og traditioner, men også med en ny, stor tilbygning og moderne undervisningsfaciliteter og IT /AV- udstyr i alle klasselokaler. Vi kører en række pædagogiske udviklingsprojekter, bl.a. omkring Cooperative learning, elektroniske tavler og studieretningssamarbejde.

Kulturen på Katedralskolen er præget af samvær og samarbejde på tværs af faglige skel og med rige muligheder for at indgå i kollegiale fællesskaber omkring fx udvalg, frivillige (undervisnings-)aktiviteter, motion og sociale arrangementer.

Skolen er centralt beliggende ca. 10 min. gang fra stationen og byens centrum. Transportmulighederne fra København og det øvrige Sjælland er gode, og flere lærere pendler dagligt.

På Katedralskolen har vi typisk 2-5 kandidater i pædagogikum samtidig, hvilket giver gode muligheder for at skabe et fællesskab omkring både det faglige og det sociale, ligesom kandidaterne typisk følges ad på de teoretiske kurser og kan bruge hinanden i arbejdet med teoretisk pædagogik og didaktik.

Vi bestræber os på at skabe netværk og synergieffekt blandt de nyansatte på skolen gennem et antal arrangementer for både kandidater og årsvikarer med fokus på orientering og erfaringsudveksling omkring fx undervisningsplanlægning, elev- og lærerroller og skolen som organisation.

Mål og retningslinier

På Katedralskolen har vi følgende mål og retningslinier for hvordan vi møder nye kandidater i pædagogikum, og hvordan vi igangsætter og udvikler den enkeltes uddannelsesforløb:

Startmøde. Allerede inden sommerferien samler kursuslederne nye kandidater i pædagogikum til:

  •      orientering om pædagogikumuddannelsen
  •      orientering om skolen

  •      tildeling af brugeradgang til skolens IT-platform med fagenes rum mm.
  •     udlevering af en ’Kandidatmappe’ hvori er samlet en række praktiske oplysninger  om skolens hverdag, regler og indretning

  •     alle nye pædagogikumkandidater får grundbogen Gymnasiepædagogik af skolen

    alle ansatte på skolen får fri netopkobling og en bærbar pc til rådighed

Vejledning af kandidater i pædagogikum

De faglige vejledere udnævnes inden sommerferien så kandidaternes skemaer kan blive tænkt med ind i skolens time- og fagfordeling. Alle vejledere kommer på vejlederkursus eller har været det inden for de seneste år. Vejlederne tilbydes desuden supplerende kurser i fx supervision og coaching

Vejlederne udnævnes af kursuslederne med henblik på at sammensætte et godt, kompetent hold til den enkelte kandidat og give kandidaten mulighed for at møde forskellige hf- og stx-niveauer i sine fag. Vejlederne påtager sig vejlederopgaven frivilligt og af interesse

Skolestart. Ved skoleårets begyndelse samler kursuslederne nye kandidater og vejledere til et indledende orienteringsmøde om praktikken, vejledningen og uddannelsens forløb. Desuden igangsættes for den enkelte

  •        En uddannelsesplan med angivelse af aktiviteter og fokuspunkter for vejledningen
  •        Et introduktionsforløb med fokus på fagene, eleverne og skolen som arbejdsplads
  • Skolens faciliteter. Specielt af interesse for kandidater i pædagogikum har Katedralskolen:
  •        Konferencerum til brug for vejledningssamtaler, forberedelse mm.
  •        En samling af pædagogisk litteratur af relevans for både praktisk og teoretisk pædagogikum.
  •        Et relativt stort antal lærerarbejdspladser med PC og netadgang
  •        Overnatningsrum hvor pendlere kan booke en overnatning på skolen
  •        En del store klasselokaler og alle klasselokaler forsynet med projektor, PC, DVD og højttalere.
  •        Stort studieområde med IT-udstyr og bibliotek
  • Undervejs i uddannelsen
  •        Tæt kontakt mellem kursusleder, kandidat og vejledere med jævnlige møder for at sikre progression i uddannelsen
  •        Undervisning på forskellige niveauer og deltagelse i fagligt samspil (Almen Studieforberedelse, Studieretningsforløb og –projekter, Større skriftlige opgaver, eksamensprojekter osv.)
  •        Involvering i forskellige typer af teamsamarbejde, faggruppearbejde og udvalgsarbejde

Kursuslederen

Kursuslederens rolle er at planlægge og koordinere kandidatens uddannelsesforløb, afholde besøgene og i sidste ende skrive udtalelsen sammen med tilsynsførende. Kursuslederen er med til at ansætte kandidaterne og udpeger vejlederne

På Katedralskolen er vi pt to kursusledere som deler kandidaterne mellem os, men samtidig arbejder sammen på tværs for at skabe gode rammer for kandidaterne og sætte fokus på pædagogiske problemstillinger. Vi er begge Mastere i Gymnasiepædagogik og underviser også på teoretisk pædagogikum.